tr>

TÆPPER

UDSMYKNING

PLAIDER

OM

KONTAKT

ENGLISH

HJEM

 
 
Rummets Uendelighed - Fotograf: Brøndum & Co  

RUMMETS UENDELIGHED

Væver Pia Jensen trækker publikum ind i selve værket, når hun i udstillingen Rummets uendelighed omdanner mønstre og materialer til en tredimensionel oplevelse.Udstillingen kan opleves i Officinet fra den 6. – 28. oktober 2012.

De bløde tekstiler er skiftet ud med beton, lakerede gulvplader, farvede akrylplader, keramik, spejle og træ. Væven er skiftet ud med rundsav og fire hvide vægge, når væver Pia Jensen tager udfordringen op og omdanner Officinet med enorm matematisk præcision til en æstetisk og stoflig rummelighed.

Mønstrene og inspirationen bag, tegner dog stadig spor efter Pia Jensens lange karriere som professionel væver. Omkring 1200 sekskanter inspireret fra den mauriske tradition dækker vægge og gulvet i en vibrerende sammensætning, der rejser sig fra gulvet og forandres efter beskuerens blik.

Gennem 20 år har Pia Jensen omsat rejseindtryk til smukt vævede gulvtæpper, og derved forandret opfattelsen af rummet, tæpperne findes i. Nu har hun stillet sig den udfordring at skabe en oplevelse, der ikke kun pynter gulvet, men som kommenterer og rekonstruerer nye visuelle sammenhænge i hele rummet. Målet er at genskabe og forstørre den omsluttende følelse af form, mønster og rum fra natur og by.

 ”Uanset om jeg har stået på Island og iagttaget, hvordan fjeldene nærmest er foldet op med vrangen ud, og det, der burde være under mine fødder, rejser sig som en fjeldside flere hundrede meter op i stedet. Eller jeg har befundet mig i det indre af en bygning i den arabiske verden, hvor hele den mauriske mønsterrigdom har omgivet mig med mosaikker, stuk, træudskæringer og murværk, har jeg haft den samme fornemmelse af verdens skaberkraft og det uendelige rige rum vi omgiver os med – det være sig naturens eller kulturens.” Pia Jensen

Et intensivt forløb på Statens Værksteder for Kunst og et fint samarbejde med keramiker Helle Bovbjerg har resulteret i den smukke omsluttende udstilling Rummets uendelighed. Helle Bovbjerg har udformet de keramiske kakler til udstillingen og udtaler:

”At arbejde for og med Pia Jensen er som at rejse i rummet. Samtaler med Pia og få hendes gode opmuntringer og filosofiske dialoger om arbejdsprocesser, om hvad der er ”rigtigt og forkert” i en proces, hvor man krydser grænser og strækker sig ud over, hvad der føles teknisk muligt.” Helle Bovbjerg

Træd ind i udstillingen, og få øjnene op for nye former og visuelle sammenhænge.

Helle Dyrlund Severinsen
Formidling & projekter
Danske Kunsthåndværkere & Designere

Tilbage til oversigt

             
Rummets Uendelighed - Photografer: Brøndum & Co  
             
Rummets Uendlelighed - Fotograf: Brøndum & Co  
             
Rummets Uendelighed - Photografer: Brøndum & Co  
             
Rummets Uendelighed - Fotograf: Brøndum & Co  
             
Rummets Uendelighed - Fotograf: Brøndum & Co  
             
Salon 66 i Officinet - Fotograf: Steen Balle  

FOREDRAG VED ASTROFYSIKER ANJA C. ANDERSEN

Salon 66

Den 20. oktober 2012 kl. 14 inviterer Salon 66 til foredrag med astrofysiker Anja C. Andersen, der vil fortælle om rummets uendelighed i udstillingen.

Anja C. Andersen er aktuel med bogen Livet er et mirakel. Hun er aktiv formidler af astronomisk forskning, og har modtaget Rosenkjærprisen for fremragende formidling af et videnskabeligt emne.
Salon 66 er et formidlingsinitiativ af Danske Kunsthåndværkere med mange spændende foredrag i Officinet.

Tilbage til oversigt

 

 

 
Alle rettigheder © væver Pia Jensen • Telefon 3034 1696 • pia@piavaever.dk