At væve er at se

Pia Jensen er væver. En af dem, der ikke kun mestrer et håndværk, men bor inden i det. En af dem, der har væven, tråden og mulighederne mellem dem lagret som hukommelse i hænder, håndværk og intuition. Pia Jensen ser gennem væven. Både som den erfarne og dedikerede håndværker hun er, hvor 70 farveprøver nogle gange skal til for at ramme den rigtige nuance. Ser, hvordan farver, detaljer eller mønstre i det, der omgiver hende, kan omsættes til tekstile værker. Tæpper mestendels.

For der er noget magisk over et tæppe.

Ikke kun i eventyrlig forstand, men som underlag til levet liv i mange år. 50 for at være præcis. Det er så længe et tæppe fra Pia Jensens hænder holder. Fortællingen holder endnu længere og er spundet af inspiration fra ikoniske bygningsværker og seværdigheder som Mathias Kirken i Budapest, Usuki Stone Buddhas på Kyshu i Japan, Gaudis Sagrada Familia i Spanien, Potala Paladset i Tibet, Samanid Mausoleum i Bukhara i Usbekistan, Moulay Idriss Mausoleum i Meknes i Marokko og Gheisariyeh-basaren i Isfahan, Iran.

 

Inspirationen er også fundet i sandet i Rub’al Khali-ørkenen i Oman, i Niels Nedergaards geometriske malerier og i den rige mauriske ornamentik.

Garnerne er farvet i hånden efter nøje overvejelser og af stedsspecifikke hensyn.

Som den blå stol i gangen på Christianshavn til en privat opgave. Som havet udenfor til en anden. Kvalitet er et must og omtales ikke som mere end det. For kvalitet er en iboende forudsætning og en naturlig præmis for at skabe langvarige værker. Til private eller offentlige kommissioner. Det tager tid at afkode et hjem eller en bygning og finde den vej, som tekstilet skal vandre ad. Detaljer, farvesætning eller mønstring bærer ofte på en idé, som Pia Jensen bruger som ledemotiv ved væven.

For Pia Jensen fortæller historier.

Ikke kun med sine tråde og den meditative rytme ved væven, men med hele sin opmærksomme måde at være i verden på.

Plaider og tørklæder er andre tekstile objekter, der falder fra Pia Jensens kyndige hænder ved væven. Nogle upcyclet af overskudsmaterialer, andre vævet af silketråde egenhændigt hentet hjem fra Syrien og fortolket til unikke tørklæder efter syrisk forbillede med dansk afsæt. De senere år er det stedsspecifikke trådt mere og mere i karakter og har tilføjet nye materialer til porteføljen: Træ, gips, akryl, keramik og spejle er transformeret til rumlige konstellationer, der skaber ophold og nye muligheder i rummet. En oversættelse af stoffets rumlighed til rummets stoflighed. En ny sti. En ny vej.

Fra det tekstile til det taktile,

nu blot i andre materialer. Med afsæt i samme grundige tilgang, der altid bor i denne væver, og potentialet til at udvikle sig fra kunstnerisk udsmykning til individuelle designs i egen ret. Udtænkt og skabt på baggrund af reflekteret nysgerrighed, taktil forståelse og matematisk præcision. Hvad er det rummet kan? Skal? Og hvordan kan og bør det opleves?

Pia Jensen er væver. Formgiver. Materialeekspert. Rejsende i at se. Rejsende i at opleve og være tilstede i nuet. Ude som hjemme. At væve er at se…

Spindelvæv

“Når jeg henter min cykel, er spindevævet ofte spændt ud mellem skraldeskuret og cykelstyret. På travle dage opdager jeg det ikke og bliver fanget i det klæbrige spind. Som morgens første tegn på de mange liv omkring mig.

 

I de stille fugtige morgener fascineres jeg af styrken og letheden – af de fabulerende strukturer og af edderkoppernes dygtighed og flid. Jeg beundrer mangfoldigheden af linjer og lige præcis den skævhed i strukturen, som gør det livfyldt. Det pirrer mine sanser og bliver et billede på det, jeg så ofte stræber efter i mine værker.

 

Styrken og det brugbare, der er meget mere end pynt. Det er overlevelse i naturens barske orden. Det er brødføde på et andet plan end mit. Visheden om, at jeg på trods af overstørrelse i forhold til en hvilken som helst edderkop, måske ikke er den stærkeste og klogeste, rammes ind i mit baghoved. Jeg er et fnug i universet.

 

Skønheden i detaljen, rigdommen af udtryk og genkendelsen fra natur til menneske. Vores forsøg på at efterskabe mesterværket. Teknologisk kan vi. Edderkoppetråd er en realitet, der bruges klogt eller uklogt, som beskyttelses-t-shirt for soldater i krig, og kan som teknologisk tråd beskytte mod kugler og død.

 

Mine forsøg på at udtrykke og genkalde naturens mangfoldige strukturer – i atommodellen, molekylet og sekskanten. Det er spindelvævet bygget op med minutiøs præcision. Først et udspændt spinkelt net, så rundt og rundt på vej fra trædetråd til trædetråd. En forstyrrelse og en ny retning. Endnu en runde.

 

At være fanget i et spind! At blive hængende i sit eget væv og evigt bevæge sig rundt på jagt efter mad – er det, det vi gør? Bliver vi til store fede edderkopper, der sætter os tungt på føden uden at se, hvor let vi kunne flyve væk? Jeg tænker på Louise Bourgeois og hendes enorme bronze-væsener. Fandtes der spindelvæv hos hende? Som metafor for de ting, vi gemmer og måske putter væk for længe?

 

Hvad putter jeg væk, hvad gemmer jeg i hjørnerne, hvad pakker jeg ind? Måske ingenting, for jeg er en udpakker. Jeg vil se, hvad der er på bunden af kassen. Jeg vil tilbage til rigdommen og skønheden i detaljen. Fnugget i universet, der vokser og bliver til struktur. Det at vi alle er fanget i et fælles spindelvæv, som kan briste eller bære. Hvordan udtrykker jeg det?”

 

Ordet konkret SPINDEL – VÆV i relation til mig selv. Jeg spinder en tråd. Jeg forsøger at spinde en tekst, den går i mange retninger. Jeg væver med tråd, min tekst væver sig ind og ud af kontekst. Spindelvæv produceres af edderkopper, der har spindevorter på bagkroppen. Ud af dyser på vorterne kommer silketrådene, der danner spindelvæv. Der findes mange forskellige spind, men de mest kendte er hjulspind og baldakinspind. En edderkop kan spinde op til seks forskellige slags silketråde. Hvor mange kan jeg?

Pia Jensen, 2019

CV
En pdf udgave af CV
Resume over 4 faglige årtier
En opsumering, fra begyndelsen til nu
Skal dit rum fornyes?

Skal dit rum fornyes?

At skabe et stedsspecifikt værk til et rum eller en bygning kræver et særligt blik. Et blik for både detaljer og helhed, så historien i rummet eller stedet bliver betonet på rette måde alt efter intention. At samle trådene til en sammenhæng, der virker i praksis. Det er en kunst, som Pia Jensen mestrer til perfektion, fordi hun er lydhør overfor de mange forskellige elementer i processen som arkitektur, historie, materialitet og funktionalitet.

Se hvad andre har gjort
Du er velkommen til at sende en besked

har du spørgsmål i forhold til mine værker, så stil dem gerne her. Ønsker du at følge med i hvad jeg gør, så tilmeld dig mit nyhedsbrev i bunden af siden.