Når jeg skal sætte ord på mit samlede professionelle virke er der mange milepæle og en ren rød tråd igennem det hele, som starter ved en dansk billedkunstner og min generelle fascination af mauriske mønstre. Og når jeg tænker det igennem, er der med ca. 10 års intervaller sket noget ekstra stort:
I 1980’erne var det stort at blive uddannet, komme i gang og opdage, at verden var fuld af mønstre og muligheder. Især mit 18-årige blik på Mathias Kirken i Budapest og
At debutere på de censurerede udstillinger med installationsværker i genbrugspapir, fiskeskind, fotografi, jernplader og håndlavet papir. Og særligt væsentligt startede jeg mine, igennem nu 40 år, besøg på Paris’ museer og Institut du Monde Arabe’s bibliotek.
I 1990’erne var det spændende at blive del af et fælles værksted og få daglige fagfæller. At væve de første store gulvtæpper og modtage sølvmedalje til Kunsthåndværkerprisen. At udstille på galleri og på Copenhagen Art Fair igennem tre år, at blive anmeldt og sammenlignet med Vaserely og kaldt ”en skæv Vibeke Klint”. At modtage 1. prisen ved Stoftrykker- & Vævelaugets Jubilæum og udstille i Japan. Rejserne dertil og til Marokko med Kunstakademiets skole for mur og rum, hvor vi blev lukket ind de mest fantastiske steder, jeg aldrig selv ville have haft adgang til, var magisk. At arrangere Danske Kunsthåndværkeres udstilling til Kulturby 96. At deltage på Frue Plads markedet og sluttelig være på Nordic Textile Workshop på Tuskær for at lave skulpturelle ting. Men det altafgørende i dette årti var
I 2000’erne var det at bryde med alting og arrangere udstillingen ”Rejse i Rum i 2001” på Den Frie – et projekt jeg startede med keramiker Mark Lauberg efter lange snakke om filmen ”Rumrejse 2001” og al det design, der er i den, sat overfor, om vi i fremtiden overhovedet har brug for at omgive os med alle de ting, vi skaber. Det blev en fin og særlig udstilling skabt sammen med en scenograf, en møbeldesigner og en keramiker, og vi kom endda med i Kunstårbogen for 2001. At indgå i gruppen af danske kunsthåndværkere, der i tre år udstillede på Copenhagen Furniture Fair under navnet ”9-expressions”. Min ”Jeg viser alt”-udstilling på Ågalleriet i Frederiksværk. At blive inviteret til udstillinger i både ind- og udland. At udbygge kendskabet til mine ting på markeder – særligt på Frue Plads i København. At skifte værksted og opbygge nye fagfællesskaber. At få flere stedsspecifikke opgaver som genvævningen af Hobro Kirkes kortæppe.
med kollegaerne Jannik Seidelin og Karin Hougaard i forskellige variationer fra 1996 og frem til 2009, der kulminerede med den store udstilling i Rundetaarn. Og som et par år senere gjorde, at Rundetaarn købte mit tæppe til udsmykning og akustisk forbedring af deres Tårnværelse. Samtidig med at tankerne om igen at bryde og tænke anderledes voksede. Jeg har svært ved at sætte en milepæl på 00’erne, for der har været gang i så mange ting.
føler jeg dog er væsentligst, både fordi jeg til udstillingen skabte mit til dato største håndvævede tæppe ”Ørkenklit” og fordi jeg der første gang udstillede sekskanter i mønstre.
I 2010’erne dominerede mit sekskantede liv inspireret af den islamiske mønstertradition.
hvor jeg stillede spørgsmål ved, om jeg kan udtrykke min oplevelse i andre materialer end væv. Og at Danske Kunsthåndværkere og Designere valgte at dele fra min udstilling skulle indgå som permanent udsmykning på kontoret er en kæmpe glæde, hver gang jeg kommer i Bredgade.
med andre udtryk, jeg nu møder, glæder mig også enormt. Som samarbejdet med min værkstedskollega Amelie Tillgren til den finsk-danske udstilling OLO-Maerkbart eller det tekstile udstillingsformat Kontempo. At henvendelsen fra den 20. Festival for Islamisk Kunst kom i 2017 efter flere uforløste henvendelser fra både Paris og London, og sendte mig til et eventyrligt kulturmøde, hvor jeg mødte 42 kunstnere fra 31 lande til en kæmpe islamisk kunstfestival med så mange udtryk og alligevel et fælles sprog. Det sidste skud på den stamme har udviklet sig til et USA-samarbejde, som stille og roligt vokser til. Det er fantastisk. Fantastisk er det også, at jeg på værkstedet i København sideløbende har kunnet arbejde med de upcyclede måtter og højkvalitetsplaider som bevis på, at det der holder, gælder.
I 2020’erne er det ambitionen, at alt hvad mine sekskanter har ført med sig af biveje og potentialer skal udleves og iværksættes.
på flere destinationer. Jeg arbejder på at holde balancen og forfølge endnu flere af de designmuligheder, der ligger i “Rummets Uendelighed”. Som arkitektoniske og akustiske rumdelere, flisebelægning eller lamper. Og så er der det lykkelige tal: 38. Det er så mange hjem mine vævede tæpper ligger i. Nogle skabt ud fra præcise ønsker og stedsspecifikke behov. Andre købt som færdige designs fra min hånd. Hvilken lykke at vide, at så mange familier bor med tråde fra min væv, skabt til at blive brugt og levet med i mindst 50 år.
Pia Jensen, Frederiksberg, 2020
