Altid ud fra væven …
Grundlovsdag, 5. juni 2026, kl. 15 – 17 er der fernisering på min udstilling
”Altid ud fra væven …
på KulturStationen i Humlebæk, Humlebæk Center 44, 3050 Humlebæk
Gennem mine mere end 40 års ”samliv med trådene” er jeg, rundt regnet hvert tiende år, ”brudt ud fra væven” og har eksperimenteret med andre materialer (træ, akryl, gips, beton, bambus, filt, stål), andre udtryk – både alene og i fællesskab med andre kunstnere – for også derigennem, at formidle mit blik på verden og i bredeste forstand kunsthåndværkerens mulige indflydelse på ”brugbar kunst”. Jeg vil gerne glæde og vække nysgerrighed, stille spørgsmål til hvordan vi ser og opfatter rum, og være i dialog med publikum.
De vævede tæpper, og værker i andre materialer, har altid været udstillet hver for sig – nu tager jeg springet og viser for første gang, på KulturStationen i Humlebæk, begge sider af min praksis i samme rum.
Kom forbi og se det store gulvtæppe ”Ørkenklit” i samspil med bambusbænke – fra ”moduler til liv, leg og læring”-projektet jeg samarbejder med den amerikanske kunstner Matt McConnell om; et ”mauriske sekskant” værk i dialog med tæppet ”Cirkel i Cirkel i”; film, der viser flere aspekter af min praksis, inklusive legen med ”geometriske figurer” jeg afprøvede i 2022 og gerne vil udvikle nye samarbejder med børnehaver og skoler om – nye værker, som for mig sammensmelter mine kunstneriske udtryk og måske viser tilbage til væven.
Den væv, som er mit redskab, min tilgang og det udgangspunkt min kunstneriske tanke altid udspringer fra, derfor titlen ”Altid ud fra væven …
Alle er velkomne, tag´ en ven med. Der er fernisering grundlovsdag, 5. juni 2026 kl. 15 – 17
Derefter er der åbent fredag – søndag kl. 14 – 17 og artisttalk søndag den 14. juni kl. 14.30
Jeg er selv til stede alle dage.